Biografi - 20.08.03
Kunstner og Menneske. Foreningen Kunstnernes Hus. # 3. 2004.

VIRKELIGHEDEN BLIVER ALDRIG HELT VÆK
Om maleren Allan Axelsen
Af Jean Fischer.

Et af Allan Axelsens tidlige malerier er et kæmpelærred med en grandios mammut, der fylder det meste af lærredet og demonstrativt truer med at trampe ud af billedet. Billedet er i sig selv flot. Desuden er det provokerende ved sin demonstrativt figurative fremstilling af virkeligheden. Billedet var udstillet med et par store hvide stødtænder foran på gulvet. Hvilket var en lidt humoristisk kommentar til skellet mellem maleri og virkelighed.

Allans malerier har ændret sig siden. Men det er min opfattelse, at virkeligheden aldrig bliver helt væk i Allans billeder. Der er ikke tale om nogen regelret naturalisme, og ofte er virkeligheden kun sporadisk til stede. Men den er der alligevel, midt i farvernes dynamiske musik.

Allan bor sammen med sin familie på en tidligere bondegård, som han har ændret til formålet. Således har han indrettet en mindre bygning som atelier. Det er i den lille by Vissing ved Hadsten. Jeg besøgte Allan i sommeren 2003. Jeg havde tidligere oplevet Allan og hans kunst i Helligåndshuset i København på udstillingen ”Vejret i morgen” i 1998.

Allan, der er en vital mand med en naturlig selvfølelse, fortalte om sine billeder, som han viste frem i atelieret. Mange af malerierne er kæmpestore. Efterhånden blev nogle sammenhænge tydelige. Først og fremmest de faste ikoner eller billedtegn, der dukker op gang på gang. Disse ikoner udtrykker dels Allans interesse i verden, dels udgør de en slags fixpunkter i malerierne, som standser blikket og leder det videre. Ikonerne er således både symboler og tegn.

Allan beskriver sin anvendelse af ikoner. Det sker i en tekst, skrevet til en udstilling i 2001: ”Landskabet er ofte det stemningsmættede rum for figurer og symboler fra visuelle oplevelser, jeg har haft, samt notater fra dele af kunst-og kulturhistorien, jeg er fascineret af. Når jeg tilbagevendende gør brug af bl. a. temaet Stonehenge, så bunder det i en fascination af myten og den fælles kulturarv.” ”Hovedtemaerne henter jeg bl. a. fra rejser i det toscanske landskab som det stemningsskabende element med bjergene, marmorbrudene, cypresserne osv. Som en kontrastering til naturlandskabet indgår der figurative elementer af arkitektoniske figurer som af dåbskapellet i Pisa; stolen som design- og kulturbærende symbol; brudstykker af typografi som milepælsmarkeringer; geometriske og symbolbærende tegn; samt personer som skabeloner ovenpå landskabet, som udtryk for en projicering og subjektivering af oplevelsen.”

I billedet Territorium Toscana kommer Allans vitale ro til udtryk i selve landskabsmotivet samt i de genkendelige billedelementer som taburetten, nogle tal, bygningen i det fjerne (dåbskapellet) og et højt glas i forgrunden til højre. Højdedraget i baggrunden til venstre påkalder sig opmærksomhed ved sine gule farver og de menneskeassocierende elementer får blikket til at vandre yderligere rundt i billedfladens forskellige områder.
Det høje glas til højre er med til at skabe dialog med bakketoppen i baggrunden. Glasset er i modsætning til bakketoppen menneskeskabt. Det kan opfattes som modspil til naturen.
Centralt i forgrunden er en sort taburet. Den indbyder til en hvilepause med den samme udsigt – næsten – som beskueren har. Beskueren inviteres måske ligefrem til at træde ind i billedet. Kunstneren fortæller, at der har siddet én på taburetten, men personen er igen fjernet – eller hun er måske gået efter at være blevet revitaliseret.
Til venstre for taburetten er en milepælslignende figur med tallene 38 og 2. Hvor langt er vi nået? Til hvad? Eller fra hvad? Det er dog sikkert, at vi er nået et stykke.
Måske er det afstanden til bygningen i baggrunden. Kunstneren fortæller, at det er dåbskapellet i Pisa. Beskueren ledes til at opleve, at bygningen kan være enten målet eller udgangspunktet for en vandring ind i eller ud af billedet. Det kan man selv beslutte.
Ud over denne bevægelse i den mentale opfattelse af billedet Territorium Toscana, skabes den visuelle bevægelse i den vitale ro overbevisende af de lodrette penselstrøg, der med dybrød farve fremhæver glassets lyse stilk og med blåhvid farve støtter glassets ballon.

Billedet er et antydet, men ikke naturalistisk landskab. Mange af elementerne er ubestemmelige og har først og fremmest betydning som farver og former i en billedkomposition. De fire ikoner er i høj grad med til at give billedet både identitet og sammenhæng. Billedet viser også det spil mellem natur og kultur, som er karakteristisk for Allans billeder.

En række billeder har kvinder som væsentligt tema. Et maleri fra 1997 hedder ”Fuld af forundring, bedugget af digt”. I højre billedside sidder en kvinde i rød kjole på den obligatoriske stol, stigetaburetten. På et andet billede, Blue Chair, sidder en dame henslængt på en blå stol, der ikke ligner de obligatoriske stole eller taburetter. ”Forfalden til fravær” fra 1998-udstillingen i Helligåndshuset viser en nøgen kvinde midt i billedet. Stolen er forvandlet til en himmel-stige, der svæver over hendes hoved.

Allan er en udpræget individuel kunstner. Men det afholder ham ikke fra at indgå i kollektive sammenhænge. Der er gruppen Palaur og duoen Magepar. Palaur er et udstillingsfællesskab. Her indgår både danske kunstnere og udenlandske. Den danske deltagere er Allan Axelsen, Carsten Poulsen, Karl-Heinz Boserup, Jørgen Sørensen. Blandt de udenlandske har der været mange tyskere, nogle italienere og en amerikaner. Gruppens navn er sigende. Palaver betyder snak, dvs man snakker om tingene. Ofte har vilde diskussioner afsat sig i installationer og happenings.

Magepar er et meget forpligtende fællesskab. Til gengæld er det kun på to personer, Allan Axelsen og Jørgen Sørensen. De to kunstnere går ind i hinandens værk, således at værket er resultatet af en praktiseret dialog. Dialogen består ikke af ord og argumenter, men af praktiske kunstneriske indgreb. De to kunstnere skiftes til at slette/tilføje/ændre. I nogle sammenhænge arbejder duoen med nogle dogmeregler- før de danske filminstruktører gjorde begrebet berømt. Magepar står for 3 værkserier: 1300-serien der er en række ”frimærker”, udsavet i træ og bemalet på forskellig vis. Kort-serien med en række spillekort. Og skulpturserien Capellas Drøm. Nogle af skulpturerne var i sommeren 2003 udstillet i skulpturparken ved herregården Clausholm.

Allan sætter af moderne danske malere mest pris på Edvard Weie, en af de tidlige danske modernister (1879-1943). Weie var en af de store malere i Bornholmerskolen og kom til Christiansø og malede allerede 1912. Billederne er næsten kubistiske, bygget op af farvefelter. Men hos Weie er farvefelterne altid i bevægelse. Der er tale om en dynamisk kubisme. Kunsthistorikeren Henrik Wivel taler om ”en nærmest dansende kubisme, dog uden at kunstneren på noget tidspunkt taber virkeligheden af syne..” Wivel taler også om Weies forsøg på at forløse ”maleriets musik”. Han påpeger, at der hos Weie ikke er nogen ”eksistentiel hujen og grimasserende excesser”, som der ofte er hos modernistiske ekspressionister. ”Ekspressiviteten er udtryksfuld, men musikalsk indskrevet i ”det poetiske livssyn””.

Det slår mig, at jeg kan bruge Wivels karakteristikker af Weie til at beskrive Allans kunst med.
Især blev jeg slået, da jeg læste Wivels udtryk ”dog uden at kunstneren på noget tidspunkt taber virkeligheden af syne”. Det var næsten ordret, hvad jeg havde skrevet om Allan, før jeg læste Wivels bog om Weie. Wivels beskrivelser gav mig desuden en ny vinkel på Allans maleri. Jeg havde ikke selv tænkt på det musikalske, som jeg nu bagefter ser hos Allan: musikalsk ekspressivitet og maleriets musik.

Det er interessant, at mange af Allans billedtitler er taget fra musik. Flere malerier har titler fra C V Jørgensen, f. eks. ”Fuld af forundring” og ”Forfalden til fravær”. Allan taler om poesi og poeter, hvor jeg taler om musik. C V Jørgensen er en af Allans foretrukne rock-poeter.

Allan er nogenlunde jævnaldrende med de ny vilde eller firserkunstnerne, der er født omkring 1955. De var på akademiet elever af Hein Heinsen. De debuterede på en berømt udstilling 1982 på Tranegården: Kniven på hovedet. De ny vilde har visse træk til fælles med Allan. De kræver ret til at male figurativt. Men der er en vigtig forskel. Allan har en meget mere afslappet måde at male figurativt på. Han behøver ikke grimassere af angst for at blive til grin.

Jeg spørger Allan, om han var påvirket af de ny vilde. Han fortæller, at han så dem i Århus 1983. ”Det befriende ved 80-er-skiftet var genopdagelsen af maleriet og poesien…80-erne blev en break fra konstruktørernes hærgen med deres minimalisme og fortænkte konceptkunst…Nu var de unge vilde ikke en entydig retning- tværtimod blev der nærmest skudt med spredehagl. Men blandt poeterne i det nye maleri var Nina Sten-Knudsen- men også Anette Abrahamsson, Kehnet Nielsen, Lars Nørgaard og Lise Malinowsky. Derudover var der de lidt skæve typer med hang til anekdoter og folkelige fortællinger, men stadig med en malerisk touch: Lars Ravn, Peter Carlsen, og Knud Odde.
Jeg skal ikke undlade at nævne nogle drenge, der var vilde før de vilde, og som var poetiske ad helvede til- nemlig kunstnergruppen Violet Sol. Det er gutter, jeg lagde øjne til”. Gruppen Violet Sol var forløbere for de ny vilde og eksisterede 1970-88. Gruppen omfatter bl. a. Uffe Christoffersen, Niels Reumert og Jørgen Teik Hansen. De er stærkt ekspressive, ofte meget farveglade figurative malere.


1900-tallets kunst er præget af krig mod traditionen og det fælles. Derved udviklede den nogle tabuer, som skabte store problemer i forhold til virkeligheden og publikum. Kunsten fjernede sig fra virkeligheden og det folkelige.
Allan angriber dette problem med en dynamisk og ekspressiv kunst, der ikke er aggressiv og vildt selvhævdende. Tværtimod søger han gennem historien og på tværs af kulturer efter noget fælles. På den måde bevæger han sig i retning af det folkelige. Men det mest karakteristiske er nok maleriets musik.